Medicinsk behandling

Behandling mod øjensygdomme

På Øjencenter Maribo tilbyder vi behandling mod forskellige øjenlidelser som grøn stær. Vi undersøger og kontrollerer AMD og skelen. I tilfælde for nødvendig behandling, henvises der til hospital. Uanset dit specifikke øjenproblem tilrettelægger vi behandlingen individuelt fra indledende forundersøgelser til afsluttende efterkontrol. Vores erfaring siger os nemlig, at vi på den måde opnår de bedste resultater.

Med vores specialiserede og veluddannede personale kan vi tilbyde et højt niveau af kvalitet og ekspertise. Vi har stor erfaring med og viden om forskellige øjensygdomme og øjenkirurgi, og alle behandlinger udføres med udgangspunkt i anerkendte metoder og tidssvarende avanceret udstyr.

Her på siden kan du læse om nogle af de øjensygdomme, øjenklinikken tilbyder medicinsk behandling af.

Grøn stær

Grøn stær er betegnelsen for en øjenlidelse, der kommer af forhøjet tryk i øjet. Symptomerne på grøn stær kan variere meget, afhængigt af om der er tale om akut grøn stær eller kronisk grøn stær. Symptomerne kommer snigende og er ikke altid tydelige, og det er derfor ofte først sent, man opdager lidelsen. Årsagerne til lidelsen vil ofte findes i alder og arvelighed, men grøn stær kan også komme som følge af andre sygdomme eller øjenskader.

I ubehandlet tilstand kan grøn stær i værste fald føre til blindhed. Derfor er det vigtigt regelmæssige tjek og rettidig behandling. På Øjencenter Maribo har vi stor erfaring med medicinsk behandling af grøn stær. Med behandlingen sænkes øjentrykket til et lavere niveau ved hjælp af særlige øjendråber mod grøn stær, og behandlingen er ganske smertefri.

AMD

AMD - Aldersrelateret Makula Degeneration - er den hyppigste årsag til synsnedsættelse og svagsynethed i Danmark og i Vesten. I daglig tale kaldes problemet også for ‘alderspletter på nethinden’. AMD kan føre til nydannelse af utætte blodkar i nethinden, hvorfra der siver væske og blod, hvilket forringer synet. AMD opleves som en nedsættelse af læsesynet, og sygdommen begynder ofte ved, at man har et område i midten af synsfeltet, hvor bogstaver fremstår slørede, lige linjer bugter eller farver ændrer karakter eller bliver mindre klare.

Der skelnes mellem tør og våd AMD. Mens den tørre ikke kan behandles medicinsk, kan våd AMD godt. I tilfælde af våd AMD, henvises til hospital for videre behandling.

Skelen

På Øjencenter Maribo tilbyder vi undersøgelse og kontrol af skelen. Skelen er kendetegnet ved, at to øjne ser i hver sin retning, fordi de ikke på samme tid kan fokusere på ét punkt. Skelen kan være konstant eller til stede i kortere eller længere tidsrum og kan være til stor gene.

I tilfælde af skelen hos børn, henvises til ortoptist eller hospital, med henblik på videre behandling eller operation. I nogle tilfælde vil skelen kunne behandles med specialslebne briller med prismer, men i visse tilfælde kan en operation være nødvendig.